Skip links

Ny rejsefond til lokale idrætstalenter

Kilde: Viborg Nyt

90.000 kr. skal være med til at sikre eliteidrætsudøvere udlandsrejser til træning og konkurrencer.

Med 40.000 kr. i støtte fra Anders Brøndum fonden og 50.000 kr. fra Viborg Kultur og Idrætsfond opretter Viborg Elite en ny rejsefond, der skal støtte eliteidrætsudøvere med deres udlandsrejser til eksempelvis træningsophold og konkurrencer.

– Vi er stolte over at kunne hjælpe lokale idrætstalenter med at komme ud i verden og få inspiration og opleve de mange gode idrætsmiljøer, der findes. Så kan de også komme tilbage til Viborg og styrke og udvikle vores egne lokale idrætsmiljøer – og på den måde fremme kultur- og idrætslivet i Viborg kommune, siger Ole Anders Petersen fra Viborg Kultur og Idrætsfond.

Hos det lokale idrætsliv er man også begejstret for den nye rejsefond.

– Vi er rigtig glade for de muligheder som rejsefonden giver. Det har været et stort ønske fra vores eliteklubber at få en fond, der kan støtte de unges udlandsrejser og på den måde fastholde og udvikle de unges idrætstalent. Det kan eksempelvis hjælpe talenterne, så de kan blive matchet med de bedste modstandere, og træne i stærke omgivelser med ny inspiration fra andre dygtige trænere. Det kan også handle om at hente point til verdensranglisten for at kvalificere sig til EM, VM eller OL, siger eliteidrætskoordinator Lone Simonsen fra Viborg Elite.

Rejsefonden har ansøgningsfrist to gange årligt  -15. marts og 15. oktober – og kan søges af elever, der er optaget i Viborg Elites uddannelsestilbud eller foreninger, der er en del af Viborg Elite.

– Vi forventer, at rejsefonden kan give mange af vores talenter adgang til unikke idrætsmiljøer i udlandet – det er ofte her de unge mennesker kan se og forstå, hvad det kræver at gå hele vejen, og hvor deres motivation kan få det ekstra boost, det kræver at nå sine drømme, siger Lone Simonsen.