Skip links

Unge får hæder og penge med under studenterhuen

Kilde: Viborg Folkeblad.

Viborg Kultur- & Idrætsfond har igen i år uddelt legater til særligt engagerede studenter fra Viborg Katedralskole og Mercantec.

I efterhånden en del år har Viborg Kultur- & Idrætsfond sendt udvalgte unge studenter videre i livet med en pose penge i hånden.

Sådan er det selvfølgelig også i år, hvor fire studenter fra Viborg Katedralskole er blevet udstyret med det legat, som ifølge fundatsen “priser studenter fra Mercantec og Viborg Katedralskole for en ekstraordinær indsats”.

Folkebladet mødte to af de fire hos formanden for Viborg Kultur- & Idrætsfond, Ole Anders Petersen, som i advokatkontoret på Gothersgade sagde tillykke til de to.

– De to andre kunne ikke lige være her i dag, og sådan er det jo, når man lige har fået huen på. Så er der meget, der skal nås, sagde Ole Anders Petersen, der ser det som et af årets højdepunkter at uddele legater til de engagerede unge.

– Det er dejligt at belønne de engagerede unge og give dem lidt til cv’et, sagde Ole Anders Petersen.

Droneflyveren

Og selvom de 5000 kroner, legatet udløser, selvfølgelig er mere end velkomne, fremhævede 22-årige Andreas Hauge Thomsen da også netop beviset på anerkendelsen som det store.

– Det her stykke papir er jeg da stolt af og vil kunne bruge fremover, sagde Andreas Hauge Thomsen, der er EUX-student fra Mercantec.

Han er blandt andet blevet belønnet for sin indsats for at promovere en usædvanlig sportsgren – droneflyvning – blandt sine medstuderende. Derudover har han også virket som brobygningslærer for tre 8. klasser.

Andreas Hauge Thomsen regner for øvrigt med, at han skal bruge en del af de 5000 kroner fra legatet til et par ny motorer til sine hjemmebyggede droner.

Museumsnørden

Også den anden af de tilstedeværende legatmodtagere, Jakob Gammelgaard Hansen, vidste allerede, hvad en del af legatmidlerne skal bruges til.

Den 19-årige HTX-student fra Mercantec skal i gang med en civilingeniøruddannelse i Aalborg, så der står helt klart bøger på en stor del af pengene.

Jakob Gammelgaard Hansen får for øvrigt legatet for sit store engagement i kultur både på og uden for skolen – og for at medvirke til, at kultur og dannelse også har sin plads på gymnasiet.

– Ikke mindst tekniske museer har min store interesse, og jeg har nok fået nogle af mine medstuderende med på den idé – både herhjemme og på en studietur i Tjekkiet, sagde Jakob Gammelgaard Hansen, der også var stolt over selve anerkendelsen.

Årets to andre legatmodtagere er: Halfdan Hjulmann Dalbram og Edib Sadikovic.

Legatmodtagere i 2019